Hvem er kvækerne PDF Udskriv Email

En kort introduktion.

 

1. Begyndelsen


Kvækerne - eller Vennernes Religiøse Samfund - har rødder tilbage i 1600-tallets England. Da grundlæggeren, George Fox, døde for ca. 300 år siden, var der 30-40.000 tilhængere. George Fox havde læst meget i Bibelen, men hverken præsterne eller de forskellige sekter kunne hjælpe ham på den rette vej, Da han havde opgivet håbet, skriver han i sin dagbog, hørte han imidlertid en stemme sige: "Der er kun een, Jesus Kristus, som han hjælpe i din situation".

Med udgangspunkt i oplevelsen af "det indre lys", "noget af Gud", i ethvert menneske, opponerede kvækerne mod kirkens autoritet og ritualer. Grupper af søgende mennesker samledes til stille andagt. De fandt tilbage til den tidlige kristendom, hvor det var Jesu ord og eksempel, der var afgørende. For kvækerne var præst og kirke ikke nødvendige for at nå Gud.

Det nye budskab og den forfølgelse, kvækerne udsattes for, satte i begyndelsen stærkt præg på bevægelsen. Efterhånden blev den dog fastholdt i bestemte former - f.eks. i klædedragt og talemåder - og 1700-tallets kvækere kunne med rette karakteriseres som stive og reserverede. De levede i et lukket og selvtilstrækkeligt samfund og var modstandere af forandringer, men gennem 1800-årene øgedes kvækernes sociale bevidsthed. De gjorde en stor indsats for de dårligst stillede i samfundet, f.eks. i fængslerne. Og de gik ind i hjælpearbejde både i fredstid og i krigssituationer.

I vor tid har mange kvækere stadig følt en stærk indre tilskyndelse til at engagere sig i undervisning, socialt arbejde, omsorg for handicappede, u-landsarbejde og fredsaktiviteter både nationalt og i FN-sammenhæng. I England er der i dag omkring 20.000 medlemmer af Vennernes Samfund. I andre europæiske lande findes mindre grupper, og på verdensplan er der ca. 250.000 kvækere.


2. Troen


Kvækerne er forsigtige med at fastlægge begrebet "Gud". De føler, at alle mennesker på kloden grundliggende har samme indre religiøse oplevelse, selv om den udtrykkes forskelligt. Søger man at presse den dybere erkendelse af, at der er noget af Gud i ethvert menneske, ind i en ramme af ord, kan det både begrænse og fordreje forståelsen af den religiøse oplevelses natur. En levende tro kan ikke fæstnes i ord, udformet een gang for alle. Vi mennesker har svært ved at forstå, hvad Gud er. Kærligheden er kernen i kvækernes tro, Gud er overalt i verden og midt iblandt menneskene. I deres søgen lytter kvækerne efter Gud i deres eget og andres indre.

Kvækerne har altid været imod formulerede trosbekendelser. Deres tro bunder i personlige erfaringer og ikke i dogmer. For Vennernes Samfund har det altid været en berigelse, at medlemmerne nærmer sig den kristne tro på så mange måder. Hver enkelt må finde sin vej. Bibelen er en central inspirations-kilde, selv om dens beretninger ikke nødvendigvis opfattes bogstaveligt. Nogle kvækere er skeptiske overfor det Nye Testamentes beretninger om Jesu fysiske opstandelse, mens det for andre er en afgørende del af deres tro. Nogle kan bedst beskrive deres tro i et traditionelt kristens sprog, mens andre snarere kan karakteriseres som liberale og religiøse humanister. Jesu liv og lære er dog udgangspunktet for kvækernes holdninger og virke. Han er den, der klarest har vist os Guds mening med vores liv. Men kvækerne tror, at også andre end Jesus kan vise mennesker en vej til Gud. Derfor har kvækerne altid været meget frisindede på andre religioner og vist respekt for de sandheder, de rummer, I deres udadvendte aktiviteter arbejder kvækerne da også ofte sammen med andre tros-grupper. Vi mennesker bevæger os billedlig talt op ad et bjerg fra flere sider, hvorfra vi mere og mere nærmer og Gud og hinanden.


3. Andagten


Andagts-mødet har altid været centralt i kvækernes liv. Som den skotske kvæker Robert Barclay skrev i 1676: "Når jeg kom til Guds folks stille møder, følte jeg blandt dem en hemmelig kraft, som rørte mit hjerte. Og når jeg gav efter for den, fandt jeg, at det onde i mig blev svagere og det gode stærkere". Gud kan nås nårsomhelst, men kvækerne mødes for i stille fællesskab at finde Gud. Kvækernes liv bliver som andres let fortravlet, og de kan føle sig trætte, uoplagte eller irritable. Men de prøver at komme med sindet beredt til andagten. Her er alle mennesker iøvrigt velkomne. Hvadenten der bliver sagt noget, eller Guds nærhed alene opleves gennem stilheden, kan andagten give styrke til at klare hverdagens udfordringer.

Den, der første gang kommer til en kvækerandagt, kan blive forvirret og finde det svært at være med i en gruppe mennesker, som sidder sammen i stilhed. Denne brydes kun, hvis en eller flere af deltagerne føler tilskyndelse til at sige noget. Den enkeltes oplevelse under den fælles andagt vil selvfølgelig variere. Søger du at koble din bevidste tænkning fra, kan du måske fornemme en ny åbenhed, en følelse af samhørighed, en anelse af det indre lys, at Gud arbejde både i dig selv og i fællesskabet

Mange andagtsgrupper i USA, Sydamerika of Afrika har en planlagt gudstjeneste med præst og salmesang. I Danmark og de andre europæiske lande følger man dog den engelske tradition med det stille, ikke-tilrettelagte andagtsmøde.

4. Freden.


Fredsarbejdet er nok det mest fremtrædende fælles træk ved kvækere overalt i verden. De fleste kristne ønsker, at deres personlige liv kan være vidnesbyrdom Guds fred. Der er da også andre fredskirker med mange flere tilhængere, som kvækerne samarbejder med. Kvækerne har altid ubetinget afvist krigsførelse, idet de har stået fast på fredsvidnesbyrdet i Bjergprædikenen (Matthæus evangeliet).

Selv om de fleste kvækere gennem tiderne har været pacifister, har de ikke været passive. Mange har engageret sig i praktiske politik og især søgt at afskaffe årsagerne til krig, at skabe en atmosfære, som gør krig utænkelig. Under og efter de to store verdenskrige gjorde kvækerne en stor indsats, når man tager deres antal i betragtning. De samlede sårede op fra slagmarkerne, hjalp krigsfanger og bistod civilbefolkningerne, også i de områder, der havde været fjendeland. Det var baggrunden for, at amerikanske og britiske kvækeres hjælpeorganisationer i 1947 fil tildelt Nobels fredspris.

Den personlige holdning til medmenneskene er en vigtig forudsætning for fredsarbejdet. Vi må kunne vise andre mennesker fuld opmærksomhed, vise, at vi respekterer dem, lytte med følsomhed, ikke blot til deres ord, men til hele personen. Det er især på denne baggrund, kvækerne arbejder for forsoning mellem enkelte mennesker, grupper og nationer.

Kvækerhjælp søger sammen med kvækere i resten af verden at give en håndsrækning til mennesker i vanskelige kår uanset race, religion, nationalitet eller etnisk tilhørsforhold.

 
Copyright © 2017 Kvækerne i Danmark. Alle rettigheder reserveret.
Joomla! er fri software udgivet under GNU/GPL licens.